Sådan foregår organdonation

En mand er pludseligt faldet om derhjemme over morgenkaffen. Da ambulancen ankom, var han ikke ved bevidsthed og trak kun dårligt vejret.

Derfor blev han tilkoblet en respirator allerede i ambulancen, som hjalp ham med at trække vejret.

Lægerne og sygeplejerskerne gør alt for at behandle ham, så han kan overleve. 

Lægerne har mistanke om en alvorlig hjerneblødning og scanner patientens hjerne.

De kan ud fra scanningen konstatere, at de ikke har mulighed for at behandle ham længere, hverken med medicin eller en operation.

De læger og sygeplejersker, der har behandlet patienten, kalder de pårørende til samtale for at fortælle dem om, at de ikke har flere behandlingsmuligheder.

Lægerne fortæller, at der er stor risiko for, at han vil dø af sin store hjerneskade.

En pårørende fortæller:

"Efter 10 dage på intensivafdelingen blev jeg ringet op. Det gik den gale vej. Jeg begyndt at se i øjnene, at efter 11 år sammen, var jeg nu ved at miste Birgitte."

Per Clausen, pårørende til Birgitte, som blev donor.

Læs hele Pers historie. 

Alt tyder på, at patienten vil dø af sine store skader i hjernen.

Lægen tager derfor en samtale om organdonation med de pårørende.

Inden samtalen har lægen kontaktet Transplantationscentret, for at de kan undersøge, om patienten er registreret i Organdonorregistret. Hvis ikke, har han måske et donorkort på sig?

Den samtale, læger og sygeplejersker skal have med de pårørende, er nemlig forskellig, alt efter om patienten selv har tilkendegivet sin holdning til organdonation, mens han levede eller ej.

Samtalen, når patienten selv har taget stilling i Organdonorregister eller på donorkortet

De pårørende slipper for at skulle tage en beslutning midt i sorgen.

Når han selv tidligere har registreret sin holdning til organdonation, så vil lægen orientere om hans holdning og den forestående donation.

Samtalen når patienten har taget stilling – med pårørendes accept

Familien bliver inddraget i den endelige beslutning, hvis han har registeret sig som “Tilladelse – med pårørendes accept”.

Nu vil lægen orientere om hans positive holdning og samtidig oplyse om, at han har ønsket, at de pårørende også skulle høres.

Samtalen når patienten ikke selv tog stilling

Når patienten ikke selv har taget stilling, skal pårørende tage stilling til organdonation på patientens vegne. Det kan være svært at skulle tage stilling til, om organdonation ville være det rigtige for ens kære midt i sorgen over at miste.

Når de pårørende skal tage stilling til organdonation på afdødes vegne, kan det ofte hjælpe, at tænke på, hvilket menneske afdøde var – hvad havde betydning for personen? Måske var der et stort behov for at hjælpe andre? Måske havde personen angst for sygehuse? Historier fra patientens liv kan ofte pege i retning af det rigtige valg.  

Nøje tilrettelagte undersøgelser

Ved organdonation følger lægerne fastlagte procedurer og kriterier, som med sikkerhed kan slå fast, at patienten er død. Organerne bliver aldrig fjernet, før en patients død er blevet bekræftet ud fra de fastlagte kriterier og procedurer.

Læger og sygeplejersker vil altid anbefale familien, at de er med til de undersøgelser, som lægerne gennemfører, når de skal konstatere, at patienten er død. Det at være vidne til at døden konstateres er for mange en vigtig overgang og kan være med til at give vished for døden.

Først når alle undersøgelserne viser, at patienten er død, kan man gå videre med organdonation.

Læs mere om undersøgelserne og konstatering af døden.

Hospitalerne gør meget ud af, at der er tid og plads til afskeden, og de pårørende får både mulighed for at sige farvel før og efter donoroperationen.

Hospitalet kan være ramme om ritualer, der knytter sig til døden, og personalet kan hjælpe med at formidle kontakt til et trossamfund.

Folkekirken har et særligt ritual ved organdonation med bøn, tekst og salmer.

Transplantationslæger for hvert organ ankommer til det hospital, hvor donoren er

Alt efter hvor mange organer, der skal doneres, kan der være op til fire operationshold til stede, der tager sig af nyrer, lever, lunger og hjerte.

Transplantations-lægerne skal hver især tage det organ ud, som de efterfølgende skal transplantere til en ny person.

Når organerne er taget ud syes såret pænt syet sammen, og der lægges en forbinding over.

Den døde køres så tilbage til intensivafdelingen eller til kapellet.

Familien kan arrangere bisættelse eller begravelse på samme måde som ved alle andre dødsfald.

En patient med alvorligt syge nyrer bliver ringet op fra transplatations-centret:

De har et organ, som passer til ham.

Han bliver hentet i en ambulance, og gjort klar til operationen.

Det nye organ er fremmed for hans krop, så efter transplantationen skal han tage medicin.

Medicinen hjælper, så immunforsvaret ikke 'bekæmper' det nye organ, som er kommet ind i kroppen.

Som transplanteret skal man typisk gennem en genoptræning efter transplantationen.

Som de fleste andre transplanterede vender han tilbage til det liv, han havde, inden han blev syg.

En transplanteret fortæller:

"Jeg nyder mit nye liv og er meget taknemmelig over den indsats, der er gjort for mit liv.”

Martin Green har fået en ny lever.

Læs flere personlige fortællinger

Læger og sygeplejersker arbejder med mange led i et organdonationsforløb. I hvert led er der risiko for, at udefrakommende faktorer eller forhold hos donor gør, at organdonation ikke bliver en mulighed og forløbet afsluttes.