Konstatering af døden
Når patienten ikke kan overleve sine skader
Læger og sygeplejersker vil først og fremmest gøre alt for, at patienten skal overleve.
Først når det viser sig, at ingen behandling virker, og det står klart, at patienten dør af sine skader, vil sundhedspersonalet undersøge muligheden for organdonation.
Første skridt er at undersøge, om patienten selv, eller de pårørende, ønsker organdonation.
Lægerne undersøger på dette tidspunkt også, hvilke organer, der kan doneres.
Hvis der er et ja til organdonation, bliver patienten ved med at få medicin og respiratorbehandling. Medicin og behandling med respirator sikrer, at der kommer blod og ilt til de organer, der skal doneres.
Inden organdonation finder sted, skal patienten være erklæret død.
Døden bekræftes efter strenge kriterier
Lægerne følger fastlagte procedurer og kriterier, som med sikkerhed kan fastslå, at patienten er død.
Organer bliver aldrig fjernet, før en patients død er blevet bekræftet ud fra de fastlagte kriterier og procedurer. Det er et lovkrav i Sundhedsloven, at man skal være erklæret død, for at organdonation kan finde sted.
Ønsker du mere information om de lægefaglige procedurer og kriterier, finder du dem nedenfor på denne side.
De pårørende kan være med
Den nærmeste familie kan være hos patienten, og de vil i hele forløbet og undervejs få at vide, hvad der skal ske, og de kan også være med til de fleste undersøgelser.
Læger og sygeplejersker vil anbefale familien, at de er med til de undersøgelser, som lægerne gennemfører, når de skal konstatere, at patienten er død. Det gælder både ved hjernedød og ved cirkulatorisk død.
Dødskriterier og procedurer
Det er en betingelse for organdonation, at patienten er erklæret død.
Ifølge loven kan man erklære en patient død efter ét af disse to kriterier:
1) Ophør af al hjernefunktion.
Det betyder, at der ikke længere kommer blod og ilt op til hjernen. Når hjernen er uden blod og ilt, så dør man og kan ikke bringes til live igen.
eller
2) Uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed.
Det betyder, at man holder op med at trække vejret og hjertet stopper.
Der er forskellige procedurer og undersøgelser, som lægerne skal følge, alt efter, hvilket kriterie patienten erklæres for død efter.
