Emil hjalp andre – også da han ikke selv kunne leve videre
Han var den, der delte sin madpakke, hvis en klassekammerat ikke havde mad med. Den, der stillede sig imellem, hvis nogen var uvenner.
“Alle skulle have det godt. Hørte Emil, at nogen ikke havde det godt, så stod han der.”
Emils omsorg fyldte også i hans nære familie. Han voksede op tæt knyttet til sin mor Lene og sin lillesøster Sille, og båndet mellem de tre var noget særligt. Senere kom der også en bonusfar og bonussøskende til, som blev en vigtig del af familien.
En ulykke uden skyld
Emil var på vej på arbejde en mørk vintermorgen, da ulykken skete på motorvejen.
Længere fremme var to biler kørt sammen. Den ene bil havde en trailer med en minigraver, og ved sammenstødet rev traileren sig løs og endte uden lys i den vognbane, hvor Emil kom kørende.
Hverken Emil eller andre bilister havde nogen chance for at se traileren, før det var for sent. Emil kørte frontalt ind i den.
På ulykkesstedet fik Emil hjerte-lungeredning, og han blev kørt akut til Rigshospitalet. Familien blev ringet op og bedt om at komme med det samme.
Da de kom frem, lå Emil på operationsbordet. I begyndelsen troede de, at han ville overleve, og familien begyndte næsten instinktivt at tænke praktisk: Hvordan skulle de være hos ham på skift gennem et langt hospitalsforløb?
Men situationen viste sig at være langt mere kritisk. Lægerne var især bekymrede for, hvordan ulykken havde påvirket Emils hjerne.
“Jeg kunne ikke mærke ham, som jeg plejede”
Da Lene første gang så Emil på intensivafdelingen, lå han i respirator. Han var omgivet af slanger, maskiner og lyde.
“Jeg har altid kunnet mærke mine børn. Men da jeg kom ind til Emil, kunne jeg ikke mærke ham, som jeg plejede.”
Familien håbede stadig. Men som timerne gik, blev håbet mindre. Til sidst stod det klart, at Emil ikke ville overleve.
Beslutningen om organdonation
Da organdonation blev en mulighed, kunne familien fortælle personalet, at Emil gerne ville være donor. Han havde ikke registreret sig i Organdonorregisteret, men han havde talt med sin familie om organdonation.
Da Emil gik i skole, havde en af hans pædagoger fået et nyt hjerte. Det havde gjort stort indtryk på Emil. For både familien og hans venner var det genkendeligt: Emil ville hjælpe, hvis han kunne.
“Emil havde altid hjulpet andre. Så selvfølgelig skulle han også hjælpe, hvis han kunne.”
“Brug alt, hvad I kan”
Da beslutningen var truffet, ønskede familien, at Emil skulle hjælpe så mange som muligt.
“Vi sagde: Brug alt, hvad I kan. Vi får ikke Emil igen, uanset hvor meget vi ønsker og græder. Men andre kan blive hjulpet, og deres familier kan blive glade.”
For Lene handler donationen ikke om, at Emil lever videre i andre, men om at han kunne give andre en mulighed, han ikke selv fik.
Familien fik at vide, at flere af Emils organer kunne bruges. Det betød meget.
Foto: Lillesøster Sille og Emil
Sorgen blev til savn
Emil er stadig en del af familiens hverdag. De taler om ham næsten dagligt, griner af minderne og fortæller historier om ham. Sorgen er der stadig, men den har ændret form.
“Sorgen er blevet til et savn. Og savnet ligger et godt sted.”
“Han kunne hjælpe andre selv i døden”
For Lene er der ingen tvivl om, at familien traf den rigtige beslutning. De har aldrig fortrudt, at de sagde ja til organdonation.
Det fjerner ikke sorgen. Det giver os ikke Emil tilbage. Men det betyder noget, at hans liv sluttede med en handling, der var i tråd med den, Emil var.
“Det blev smukt, fordi han kunne hjælpe andre selv i døden. Det er stadig sorg, men det er også smukt.”
Foto: Mor Lene, lillesøster Sille, Emil og bonusfar HC