Francisca ville give livet videre

Et liv, de byggede op sammen

Frederik og Francisca mødte hinanden som unge. De blev hurtigt kærester, flyttede sammen og begyndte at bygge det liv op, der senere kom til at rumme to små børn, et hus og drømmen om mange år som familie.

“Vi skulle lære at blive voksne sammen,” fortæller Frederik.

Francisca var uddannet jordemoder. Hun var fagligt nysgerrig, ambitiøs og optaget af at lære nyt – og af at give sin viden videre til andre. Hun havde et stærkt ønske om at undervise og tog gerne de muligheder, hun fik, for at lære fra sig.

Det er også en af grundene til, at Frederik har valgt at fortælle deres historie. Han ved, at det ville have betydet noget for Francisca, at hendes fortælling kan være med til at gøre andre klogere på organdonation.

Da hverdagen blev forandret

I foråret 2024 fik Francisca en voldsom hjerneblødning. Blødningen sad et vanskeligt sted i hjernen, og situationen var meget alvorlig.

Efter nogle dage blev hun opereret. Operationen gik godt, men lægerne kunne ikke fjerne hele årsagen til blødningen. Derfor var der fortsat en risiko, som familien måtte leve med.

Francisca kom sig efter den første akutte fase. Hun vågnede, kunne tale og var til stede, men hun var også påvirket af blødningen og havde brug for genoptræning. Efter nogle måneder viste en kontrol, at der var behov for en ny operation.

Op til operationen begyndte Francisca at tale med Frederik om døden.

Det havde han svært ved. Han ville hellere tale om, hvordan de skulle få livet til at fungere. Men Francisca insisterede. Hun ville have styr på det praktiske, og hun talte med ham om, hvad der skulle ske, hvis hun døde.

Hun gik også ind og registrerede sit ønske om organdonation.

Beslutningen om organdonation

Da Francisca blev opereret i efteråret, fik familien først besked om, at operationen var gået godt. Senere samme aften ændrede situationen sig, og en scanning viste en ny og meget alvorlig blødning.

Frederik og familien blev kaldt tilbage til hospitalet. Næste morgen stod det klart, at Francisca ikke ville overleve.

Da samtalen om organdonation blev bragt op, havde det stor betydning, at Francisca selv havde taget stilling. Familien vidste, hvad hun ønskede.

“Det var en lettelse. For jeg vidste, at det ikke var min beslutning,” fortæller Frederik.

Franciscas forældre var enige. Der var ikke tvivl i familien om, at hendes ønske skulle respekteres.

For Frederik gav beslutningen mening, fordi den lå i forlængelse af det menneske, Francisca var.

“Hun ville livet enormt meget. På en måde kunne hun leve videre i nogle andre.”

Det gjorde organdonationen meningsfuld for Frederik og familien. Men det ændrede ikke på sorgen over at miste hende.

At finde et godt sted med sorgen

I dag har Frederik og børnene fundet et godt sted i livet, selvom sorgen stadig er en del af dem. Frederik har fået en ny kæreste, og sammen venter de et barn. Snart er de en familie på fem.

I begyndelsen besøgte Frederik kirkegården hver dag. Med tiden har sorgen ændret form. Francisca er ikke længere kun knyttet til gravstedet, men findes også i minderne, i børnene og i hverdagen omkring familien.

“Nu er det ligesom om, jeg har indfundet mig med, at hun er alle mulige andre steder også,” fortæller Frederik.

Han er taknemmelig for, at Francisca insisterede på at tale om døden og om organdonation. Det hjalp ham, da han stod i den sværeste situation.“Det har hjulpet mig, at vi fik talt om det.”

Derfor er fortællingen om Francisca også en fortælling om, hvor stor betydning det kan have at tage stilling – og at dele sin beslutning med dem, der står én nærmest.