Jeg er taknemmelig for, at livet stadig kan være så godt

Da Martin pludselig faldt om med akut leversvigt, kom han på venteliste til en ny lever. I dag – mere end 13 år efter transplantationen – lever han et aktivt liv med arbejde, familie, sport og rejser.

Martin Green på cykel

Fra den ene dag til den anden

Det var en dag som alle andre. Martins kone var taget af sted om formiddagen, og han var hjemme med sine to børn, da han pludselig faldt om.

 

“Jeg faldt om og gik i leverkoma. To døgn senere vågnede jeg på sygehuset. Jeg var ved at dø – min lever havde svigtet.”


Kort efter blev Martin overført til Rigshospitalet og skrevet på venteliste til en levertransplantation. Det var op mod julen 2012.

 

Ventetiden husker han som både tryg og skræmmende. Han følte sig i gode hænder på hospitalet, men samtidig var frygten for ikke at nå at få en ny lever hele tiden til stede.

 

“Jeg havde altid min telefon hos mig, og den havde altid strøm på. Jeg skulle hele tiden være klar, hvis de ringede.”

 

Opkaldet kom

Så kom opkaldet. Der var en lever til Martin, og pludselig gik det stærkt. Han blev kørt med udrykning og politieskorte til Rigshospitalet og gjort klar til operation.

 

“Jeg nåede næsten ikke at blive nervøs. Nu gik det bare stærkt. Jeg vågnede på intensiv et døgn senere, og der begyndte mit nye liv.”

 

Efter transplantationen besluttede Martin sig for at få så meget som muligt ud af det liv, han havde fået mulighed for at fortsætte.

 

Martin efter transplantationen

 

 

Et aktivt liv – mere end 13 år senere

I årene efter transplantationen vendte Martin tilbage til en aktiv hverdag. Han har dyrket meget sport og blandt andet kørt lange mountainbikeløb. Og det aktive liv er stadig en stor del af hans hverdag.

 

I dag arbejder han som nordisk teknisk chef og rejser en del i forbindelse med sit arbejde. Hans børn er blevet store, og han har en kæreste, som deler hans glæde ved et aktivt liv.

 

“Jeg fylder mit liv med de ting, jeg holder af – arbejde, sport, træning, rejser og tid med dem, der betyder noget for mig.”


Helbredet har det også godt. Sidste år fik Martin foretaget en ballonudvidelse af galdevejene, men ellers har der ikke været større bump på vejen siden transplantationen.

 

Taknemmeligheden følger med

Selv om transplantationen ligger mange år tilbage, fylder den stadig i Martins blik på livet. Ikke nødvendigvis i hverdagen, men som en bevidsthed om den mulighed, han har fået.

 

“Jeg nyder stadig det aktive liv og er evigt taknemmelig for, at livet stadig kan være så godt så mange år efter min operation.”

 

For Martin handler taknemmeligheden også om alt det almindelige, han fortsat får lov til at være en del af.

 

“Livet går sin almindelige gang med arbejde, familie, træning og alt det andet. Men jeg glemmer ikke, at jeg har fået muligheden for at være her.”

 

Martin klatrer i sne