Mads Sebbelov
Fra håb til sorg
På 1 måned gennemgik jeg og min familie, at gå fra håb til håbløshed og til sidst hjerteskærende sorg.
Det startede i foråret 2020, hvor min datter Josephine fik et uventet akut hjertesvigt, mens hun var alene hjemme.
Hun blev reddet i først omgang af sin storebror Oscar og dygtige fagpersonale, der hurtigt kom hende til undsætning.
Det stod hurtigt klart på Rigshospitalet, at Josephines hjertesvigt ikke var et normalt et af slagsen. En kombinationen af en svær halsbetændelse og en u-opdaget autoimmun sygdom havde medført bylder i hendes hjerte og ødelagt det. Det var ryggen mod muren fra starten,fortalte lægerne. Håbet for Joses overlevelse var noget nær slukket.
Magtesløshed og kynisme tog over
Men håbløshed blev vendt til håb, da Josephine vågnede op efter 2 dage på intensiv. Hun var kontaktbar og i stand til tale.
Josephine kom på urgent call-listen for et nyt hjerte i Skandinavien. Det er en liste over de patienter i hele Skandinavien, som står først til at modtage et matchende organ.
Det gav håb, men uvisheden, magtesløsheden, utilstrækkeligheden og ikke mindst kynisme er følelser, jeg kom i og husker meget kraftigt fra de 10 dage, hvor Josephine var på ventelisten.
Livet gik i stå
Alene og i selvisolation på grund af COVID-19 gik tankerne på: Bare der var en ung person, der døde nu, og bare det næste opkald var fra hospitalet var med en god nyhed.
Det kom ikke og Josephines situation blev forværret og flere komplikationer opstod så hun blev taget af listen igen.
Håb blev til håbløshed og til hjerteskærende sorg, fordi Josephines liv ikke længere stod til at redde.
Efter 1 måneds sej og smuk kamp for livet fra Josephines side, tog jeg og min familie det sværeste valg overhovedet i samarbejde med lægerne.
At afslutte Josephines alt for korte liv på en kærlig og barmhjertelig måde.
En smuk tirsdag formiddag, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel og med den nærmeste familie ved hendes side, gav vi hende den sidste omsorg, tryghed og kærlighed på hendes rejse til en anden virkelighed.
Tag stilling til organdonation
Josephine smukke kamp for livet, omsætter vi i dag ved dele hendes historie, for at inspirere andre næstekærligt til aktivt, at tage stilling til organdonation. Det giver meningsfuldhed baseret på en tragisk og meningsløst tab af et ungt menneske.
Vil du vide mere
Dansk Center for Organdonation har tilknyttet en række frivillige med organdonation tæt inde på livet. De deler gerne deres historie med dig, på din skole, i din forening, i et interview eller på anden vis.