En sygeplejerskes møde med familier i sorg

Gennem mine mange år som intensivsygeplejerske og donationsansvarlig sygeplejerske har jeg mødt mange familier, der har mistet et kært familiemedlem – og hvor muligheden for organdonation er opstået.

Når livet ændrer sig på et øjeblik

Jeg oplever, at der ofte er nogle fællestræk i de situationer, hvor organdonation er mulig: Det er typisk en pludselig hændelse, hvor en ellers rask person bliver så alvorligt syg, at livet - trods intensiv behandling - ikke står til at redde.

Familierne har ikke haft tid til at forberede sig. Dagen er måske startet helt som vanligt, og pludselig står de i en akut og ubærlig situation på en højteknologisk intensivafdeling.

Men selvom jeg har prøvet det mange gange, er det aldrig en rutineopgave. Hver familie, hvert forløb og hver afsked er forskellig. Og alle efterlader et stort indtryk.

Min rolle i det svære

Det er netop i disse svære situationer, jeg møder familierne. Forældre, børn, søskende, bedsteforældre, ægtefæller, nære venner – alle, der har behov for at tage afsked.

Jeg ser det som min vigtigste opgave at være et professionelt og omsorgsfuldt menneske, der møder dem midt i sorgen og fornemmer, hvad den enkelte har brug for for at kunne sige farvel på en måde, der føles rigtig for dem.

Når holdningen til organdonation er kendt

Hvis den afdøde har registreret sin holdning til organdonation, orienterer jeg familien om det. Ofte ved de det i forvejen, og jeg oplever, at det kan give ro og klarhed. Det gør det lettere at være i sorgen og chokket, når man ikke også skal tage stilling til organdonation på vegne af den, man har mistet.

Hvis der ikke er taget stilling, bliver det op til familien. For nogle er det en nem beslutning. For andre er det en svær beslutning at træffe, mens de står i en uoverskuelig og sorgfuld situation.

Uanset om der skal være donation eller ej, ligger det mig meget på sinde at støtte familierne gennem det afskedsforløb, der er uundgåeligt.

Tid og rum til afsked

Når der skal være organdonation, er der ofte nogle ekstra timer til at tage afsked og forskellige muligheder for, hvordan det kan foregå.

Her bruger jeg min erfaring og faglighed til at skabe en ramme med ro og plads til afsked – på den måde, der giver bedst mening for den enkelte familie.

Hvor faglighed og nærvær går hånd i hånd

At hjælpe familier med at tage afsked – uanset om der skal være organdonation eller ej – er noget af det mest udfordrende, jeg gør som sygeplejerske.

Det er her, mit arbejde går ud over det rent kliniske. Her skal jeg både trække på min faglighed og være til stede som menneske. Det er både det sværeste og det mest meningsfulde. Jeg gør mig umage. Hver eneste gang.