”Det var en gave, at Anne selv havde taget stilling”

Et pludseligt tab

Charlotte og Anne mødte hinanden i 2009. De skabte et fælles liv på Mors, hvor de boede på en gård fyldt med dyr og drivhus og blev en del af det lokale fællesskab. Charlotte som frivillighedskoordinator og Anne som museumsinspektør ”Det var varmt og trygt og ukompliceret,” fortæller Charlotte.

Men pludselig i 2021 blev Anne ramt af en hjernehindeblødning. Hun blev indlagt på Aalborg Universitetshospital, hvor Charlotte, Annes mor og Annes bror tilbragte de næste 11 dage ved hendes side.

Dagene på hospitalet

På intensivafdelingen blev livet sat på pause. Charlotte husker timerne foran skærmene, der viste de værdier, der ikke måtte gå for højt eller for lavt. ”Jeg forstod ikke alt, men jeg forstod nok til at vide, hvor alvorligt det var,” fortæller hun.

Der var håb, men også frygt. Flere gange blev Anne opereret, og lægerne forklarede, at der kunne være tre udfald – fra bedring til det værst tænkelige.

”For mig handlede det hele tiden om, hvordan vi kunne komme hjem igen. Jeg kunne slet ikke forestille mig andet,” siger Charlotte.

Efter mere end en uge stod det klart, at Anne ikke ville overleve. ”Jeg kan stadig huske følelsen af, at mine skuldre sank helt ned, da jeg forstod, at hun ikke skulle med mig hjem. Det var ubærligt.”

Annes eget valg gjorde forskellen

På hospitalet blev familien spurgt, om Anne skulle være organdonor. I et øjeblik var de splittede – indtil de fik at vide, at Anne selv havde registreret sig som donor.

”Det var som en gave, at hun selv havde taget stilling. Vi skulle ikke diskutere eller kæmpe om noget. Det var hendes ønske – og det skulle vi lytte til,” siger Charlotte.

Anne kom til at redde flere menneskers liv gennem donationen. For Charlotte gav det en form for mening midt i det meningsløse: ”At noget kunne leve videre, var en trøst.”

Sorgen får lov at fylde

Sorgen er stadig en del af hverdagen. Charlotte fortæller, at hun giver den plads: ”Jeg er glad for, at den fylder. Jeg har lavet en playliste med sange, jeg hører igen og igen. De hjælper mig til at mærke kærligheden, selvom Anne ikke er her mere.”

Som præst oplever Charlotte, at kærligheden ikke forsvinder med døden: ”Det forunderlige er, at kærligheden til Anne stadig vokser, selvom hun ikke er her.”

At gå med sorgen

Charlotte har altid været glad for at vandre. Efter Annes død blev det en måde at være i sorgen på. Nu arrangerer hun Camorso – en sorgvandring på Mors, hvor mennesker, der har mistet, kan gå sammen i stilhed og samtale.

”Det kan være svært at finde rum, hvor sorgen må fylde. På en vandring kan man dele stilheden og samtidig finde styrke i fællesskabet,” siger hun.