Niels har fået 30 års ekstra liv og frihed

Niels Vinther Nielsen blev diagnosticeret med type 1-diabetes som barn og har hele livet vidst, at hans nyrer en dag kunne svigte. At han i dag, som 62-årig, stadig lever et aktivt liv takket være to nyretransplantationer, tager han aldrig for givet.

ikon af hånd med hjerte

”Jeg plejer jo at sige, at det er sådan noget, man ikke kan forklare. Men nu er jeg jo transplanteret to gange. Og der er én ting, jeg har bemærket begge de gange – og det er, at når man vågner op efter operationen, så er det ligesom at blive født på ny. Man kan mærke blodet bruse gennem kroppen igen, som om der bliver tændt for livet. Det er helt ubeskriveligt, hvordan det føles.”

 

Har fået en ny nyre – to gange

Efter den første transplantation i 1994 kunne den dengang 32-årige Niels vende tilbage til arbejdsmarkedet og fortsætte sin karriere. Men da den første nyre efter 15 år stoppede med at virke, begyndte et nyt kapitel med dialyse tre gange om ugen. Her oplevede han for alvor, hvor begrænsende livet kan være, når nyrerne svigter.

 

”Jeg havde meget med væske. Jeg kunne mærke det helt op i halsen, når jeg sad ned. Det var ligesom at kvæles i vand. Og jeg sov hele tiden.”

 

Niels beskriver en hverdag, hvor ugen var skemalagt omkring dialysebehandlinger, og hvor energien aldrig rigtig vendte tilbage.

 

Stor taknemmelighed

Endelig kom dagen i 2009, hvor Niels blev transplanteret igen. Også denne gang gik transplantationen godt.

Begge gange er transplantationen således gået uden problemer, og det er Niels dybt taknemmelig for.

Han sender derfor af og til en tanke til donor og donorens familie.

 

”Når man har sådan en rigtig, rigtig god dag, så kan man godt sende vedkommende en tanke – eller en tak.”

 

Organdonation handler om frihed

Han oplever, at medicinen er blevet bedre, og at han i dag har et godt og trygt forløb med faste læger og kontroller hver tredje måned.

 

Men det er især det liv, transplantationen har givet ham, Niels værdsætter, og kommer med en opfordring til de danskere, der overvejer organdonation:

 

”De skal tænke på den forøgede livskvalitet og frihed, det vil give til et andet menneske. Det kan altså hjælpe helt, helt enormt.”

 

Frihed er et nøgleord for Niels. Ikke kun i forhold til kroppen, men også til livet.

 

Niels opfordrer andre i samme situation til at bruge deres netværk og holde sig i gang – både fysisk og socialt.

 

”Man skal ikke bare sætte sig i en stol og sidde der. Det duer altså ikke. Man skal holde sig i gang.”

Vidste du?

  • Nyren er det organ, som flest står på venteliste til
  • 363 patienter stod på venteliste til en nyre ved udgangen af 2024

 

Se endnu flere tal og statistikker om organdonation