Ventetiden var en kamp – men håbet holdt Kerstin oppe
Da en transplantation blev den eneste mulighed
I 2000 fik Kerstin konstateret Budd-Chiari syndrom, en sjælden sygdom, hvor blodpropper hindrer blodet i at løbe fra leveren. Et indgreb gjorde, at hun i mange år kunne leve et næsten normalt liv.
I 2016 viste en kontrol imidlertid, at blodet igen havde svært ved at løbe gennem leveren. Denne gang var en levertransplantation den eneste mulighed, og Kerstin kom på venteliste.
Det gav hende håb om, at hun kunne overleve. Men det betød samtidig, at hun skulle vente på et organ uden at vide, hvornår det ville komme.
Mellem håb og frustration
Følelserne skiftede meget under ventetiden.
”Jeg kunne være glad, fordi der var håb, og fordi jeg faktisk kunne overleve. Men på de dårlige dage kunne jeg også blive dybt frustreret – især når der kom en akut indlæggelse på tværs.”
Efterhånden som månederne gik, blev Kerstin mere og mere syg. De sidste to måneder inden transplantationen husker hun som særligt hårde.
”Det var en lang kamp, både fysisk og mentalt. Fysisk var jeg maksimalt presset og kunne næsten ikke slæbe mig op på anden sal. Mentalt blev det tydeligt, hvor syg jeg var. Det krævede meget energi at holde fast i troen på, at organet nok skulle komme.”
Arbejdet og træningen blev et holdepunkt i den periode. Kerstin fortsatte med begge dele i det omfang, kroppen tillod det. Det gav hende noget andet at rette tankerne mod og hjalp hende med at holde humøret oppe.
Så kom opkaldet
Efter omkring syv en halv måned på ventelisten kom opkaldet, Kerstin havde ventet på.
Hun blev kørt til Rigshospitalet og fik transplanteret en ny lever.
Den første følelse bagefter var glæde og en enorm lettelse.
”Glæden kunne slet ikke skjules. Jeg gik rundt med et kæmpe smil under hele mit syv uger lange ophold på Rigshospitalet.”
Opholdet blev ikke uden udfordringer. Kerstin fik blandt andet komplikationer og infektioner, som skulle behandles, inden hun kunne komme hjem. Alligevel husker hun først og fremmest glæden over, at transplantationen var lykkedes.
En taknemmelighed, der stadig er der
Med glæden fulgte også en stærk bevidsthed om, at det organ, der havde reddet hendes liv, var kommet fra et andet menneske.
”Jeg føler en kæmpestor taknemmelighed over for donor og donors familie. Den har jeg stadig.”
I dag lever Kerstin igen et aktivt liv. Hun træner fortsat omkring to timer om dagen og har kunnet fortsætte med at arbejde og udvikle sig fagligt. For hende betyder det meget at kunne have en almindelig hverdag, gå på arbejde, være sammen med kolleger og bruge sig selv i et job, hun holder af.
Når hun ser tilbage på transplantationen, er det derfor ikke kun de store ting, der fylder. Det er også glæden ved hverdagen og ved igen at kunne leve et almindeligt liv. Og bag det hele ligger taknemmeligheden over, at et andet menneskes donation gav hende muligheden for at leve videre.
