“Jeg ved, hvad et organ kan betyde”
Da Benjamin blev født, begyndte en tid med uvished
Da Annes barnebarn Benjamin kom til verden, blev glæden hurtigt afløst af alvor. Benjamin havde to nyrer, der ikke fungerede, og hans forældre fik at vide, at hans situation var kritisk.
Kun to uger gammel kom Benjamin i dialyse, og familien måtte indrette hele hverdagen efter hans sygdom. Dialysemaskinen blev en fast del af livet derhjemme, og forældrene lærte at tage sig af en behandling, som fyldte mange timer hver dag.
For Anne var det svært at stå på sidelinjen og se sit lille barnebarn være så alvorligt syg. Hun ville gerne hjælpe, og da det stod klart, at Benjamin havde brug for en ny nyre, meldte hun sig som donor.
Farmor kunne give det, Benjamin havde brug for
“Jeg var aldrig i tvivl. Hvis jeg kunne hjælpe Benjamin ved at give ham min ene nyre, så var det det, jeg skulle,” fortæller Anne.
Da Benjamin var to år gammel, blev transplantationen gennemført. For Anne var det en stor operation, men hendes tanker var først og fremmest hos Benjamin. Det vigtigste var, at han fik den chance, han havde brug for.
Efter operationen gik nyren ikke i gang med det samme.
“Vi havde håbet, at alt ville ændre sig med det samme. Så de dage, hvor nyren ikke gik i gang, var meget svære.”
Da nyren begyndte at fungere, blev det et vendepunkt for hele familien.
En ny hverdag for Benjamin og familien
Efter transplantationen fik Benjamin det bedre. Han kunne begynde at få en hverdag, der i højere grad lignede andre børns. Der var stadig medicin, kontroller og hensyn, men sygdommen fyldte ikke længere på samme måde som før.
For Anne blev det meget konkret, hvad donation kan betyde. Hendes nyre gav Benjamin mulighed for at vokse op, lege og være en del af familien på en ny måde.
“Benjamin og jeg har noget særligt sammen. Det minder arrene os også om,” fortæller Anne.
Organdonation blev en del af familiens historie
Benjamins sygdom og Annes donation gjorde organdonation til noget nært og konkret i familien. Det var ikke længere et abstrakt spørgsmål. Det var noget, de havde mærket betydningen af i deres eget liv.
For Anne blev det også tydeligt, hvor vigtigt det er at tale om organdonation. Ikke fordi alle skal vælge det samme, men fordi det betyder meget for de pårørende at kende hinandens ønsker, hvis spørgsmålet en dag opstår.
Det kom Anne selv til at erfare få år senere.
Da Anne mistede sin mand
To år efter Benjamins transplantation fandt Anne sin mand Kurt livløs i sofaen. Han blev kørt på hospitalet, hvor lægerne gjorde alt, hvad de kunne for at redde ham.
Men Kurt havde fået en alvorlig skade i hjernen, og hans liv stod ikke til at redde. Han blev erklæret hjernedød. Midt i chokket og sorgen blev Anne spurgt, om Kurt skulle være organdonor.
Anne sagde ja på Kurts vegne
Kurt havde ikke selv registreret sin holdning til organdonation. Derfor stod Anne med beslutningen på hans vegne.
“Da jeg blev spurgt, om Kurt skulle være organdonor, vidste jeg, hvad et organ kan betyde for et andet menneske.”
Derfor sagde Anne ja til, at Kurt kunne blive organdonor.
“Det fjernede ikke sorgen over at miste Kurt. Men det gav mening, at han kunne hjælpe andre, når hans eget liv var slut.”
Derfor fortæller Anne sin historie
Anne har oplevet organdonation fra to meget forskellige sider. Hun har været den, der gav et organ til et menneske, hun elsker. Og hun har været den pårørende, der sagde ja, da donation blev en mulighed efter hendes mands død.
Det gør hendes fortælling særlig. Hun kender både håbet, usikkerheden, taknemmeligheden og sorgen.
I dag bruger Anne sine erfaringer som frivillig i Dansk Center for Organdonation. Hun holder oplæg og fortæller sin historie for at få flere til at tage stilling og tale med deres nærmeste.
“Det vigtigste for mig er ikke, hvad andre beslutter. Det vigtigste er, at de får talt med deres familier om det.”