Konstatering af døden
Når patienten ikke kan overleve sine skader
Læger og sygeplejersker vil først og fremmest gøre alt for, at patienten skal overleve.
Først når det viser sig, at ingen behandling virker, og det står klart, at patienten dør af sine skader, vil sundhedspersonalet undersøge muligheden for organdonation.
Første skridt er at undersøge, om patienten selv, eller de pårørende, ønsker organdonation.
Lægerne undersøger på dette tidspunkt også, hvilke organer, der kan doneres.
Hvis der er et ja til organdonation, bliver patienten ved med at få medicin og respiratorbehandling. Medicin og behandling med respirator sikrer, at der kommer blod og ilt til de organer, der skal doneres.
Inden organdonation finder sted, skal patienten være erklæret død.
Døden bekræftes efter strenge kriterier
Lægerne følger fastlagte procedurer og kriterier, som med sikkerhed kan fastslå, at patienten er død.
Organer bliver aldrig fjernet, før en patients død er blevet bekræftet ud fra de fastlagte kriterier og procedurer. Det er et lovkrav i Sundhedsloven, at man skal være erklæret død, for at organdonation kan finde sted.
Ønsker du mere information om de lægefaglige procedurer og kriterier, finder du dem nedenfor på denne side.
De pårørende kan være med
Den nærmeste familie kan være hos patienten, og de vil i hele forløbet og undervejs få at vide, hvad der skal ske, og de kan også være med til de fleste undersøgelser.
Læger og sygeplejersker vil anbefale familien, at de er med til de undersøgelser, som lægerne gennemfører, når de skal konstatere, at patienten er død. Det gælder både ved hjernedød og ved cirkulatorisk død.
Dødskriterier og procedurer
Det er en betingelse for organdonation, at patienten er erklæret død.
Ifølge loven kan man erklære en patient død efter ét af disse to kriterier:
1) Ophør af al hjernefunktion.
Det betyder, at der ikke længere kommer blod og ilt op til hjernen. Når hjernen er uden blod og ilt, så dør man og kan ikke bringes til live igen.
eller
2) Uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed.
Det betyder, at man holder op med at trække vejret og hjertet stopper.
Der er forskellige procedurer og undersøgelser, som lægerne skal følge, alt efter, hvilket kriterie patienten erklæres for død efter.
Når man hjernedør, dør man, fordi hjernen har fået en så stor skade, at der ikke længere kan komme blod og ilt til hjernen.
For at kunne konstatere, at hjernedøden er indtrådt, gennemfører lægerne systematisk og flere gange en række undersøgelser, som kan vise, om hjernen er død. Lægerne undersøger en række reflekser, som man vil reagere på, hvis man blot er bevidstløs eller i koma. Det er reflekser som smerte-, hoste- og blinkerefleks samt om der er vejrtrækning hos patienten. Er man hjernedød, vil der ingen reaktioner eller vejtrækning være.
Hvis patienten ikke reagerer på undersøgelserne, kan lægerne konstatere, at hjernen er uden blod- og ilttilførsel, og patienten er død. Uden blod og ilttilførsel kan hjernen aldrig bringes til at fungere igen. Den eneste årsag til, at hjertet fortsat slår, er fordi den døde er tilkoblet en respirator, som trækker vejret for kroppen, og derved kommer der ilt ud til organerne. Uden respiratorens hjælp, vil hjertet stoppe samtidig med hjernens død.
Det kan være svært for de pårørende at forstå, at patienten ikke længere er i live, fordi respiratoren trækker vejret og holder hjertet i gang for den døde. De pårørende bliver derfor altid tilbudt at være med til hjernedødsundersøgelserne, og for mange kan det være en hjælp til at forstå, at patienten faktisk er død. Personalet på intensivafdelingen støtter de pårørende gennem undersøgelserne.
I Danmark har vi lovgivet meget detaljeret om, hvad lægerne skal undersøge, og hvordan de skal gøre det, for at kunne dokumentere, at hele hjernen er død.
Inden hjernedøden kan konstateres, er der flere betingelser, som skal være opfyldt. Det drejer sig eksempelvis om at sikre, at den skade i hjernen patienten har fået er dødelig, og der ikke er andre årsager til bevidstløshed.
Først når to læger sammen har gennemført hjernedødsundersøgelsen to gange med en times mellemrum og begge undersøgelser viser, at hjernen er død, kan patienten erklæres død. De to læger foretager undersøgelsen to gange for at sikre, at der ikke er tale om et øjebliksbillede.
Den ene læge, skal være den læge, som har behandlet patienten i den sidste fase af sygdommen.
Den anden læge skal være speciallæge inden for et af neurofagene – i praksis en neurokirurg eller en neurolog.
De to læger er ikke med for at tjekke hinanden. De skal tilsammen sikre, at betingelserne for at erklære patienten hjernedød med 100 % sikkerhed er opfyldt.
Donation efter hjernedød fra 1990
I 1990 indførte man hjernedødskriteriet, som gør det muligt at konstatere en person død ved uopretteligt ophør af al hjernefunktion. Personen ligger fortsat i respirator og hjertet slår stadigt.
Respiratoren sørger for, at de organer, der skal doneres, stadig får blod og ilt, selvom patienten er død. Er man ikke tilkoblet respirator, når hjernen dør, stopper hjertet samtidig med hjernens død.
Hjernedødskriteriet var en tilføjelse til det allerede eksisterende dødskriterium, som handler om cirkulatorisk død: Uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed.
I marts 2023 kom der nye anbefalinger for organdonation. De beskriver, hvordan man nu også kan donere organer efter døden er konstateret ved, at vejrtrækningen ophører, og hjertet holder op med at slå. Det kaldes donation efter cirkulatorisk død (DCD).
Indførelsen af DCD vil betyde, at flere, som kan og vil donere deres organer efter deres død, får muligheden for det. Dermed vil flere alvorligt syge mennesker også får mulighed for at blive transplanteret med et nyt organ, som kan redde deres liv.
Hvem vil kunne donere efter cirkulatorisk død?
Det er patienter med så svære skader i hjernen, at de vil dø af dem, som kan donere organer efter cirkulatorisk død. På intensivafdelingen gør læger og sygeplejersker altid alt hvad de kan, for at redde patientens liv. Først når det står klart, at ingen behandling virker, og patienten kommer til at dø, bliver organdonation en mulighed.
Når donation efter cirkulatorisk død bliver en mulighed, er det fordi hjernedøden ikke kan konstateres, da der fortsat kommer en lille smule blod op til hjernen. Det betyder, at organdonation efter hjernedød ikke er en mulighed. Patienterne vil dø, uanset den beskedne blodtilførsel, som følge af de omfattende skader i hjernen. De dør ved at hjertet holder op med at slå. Når hjertet holder op med at slå, bliver der ikke længere cirkuleret blod rundt i kroppen og dermed heller ikke til hjernen.
Det betyder, at for at donation efter cirkulatorisk død bliver en mulighed skal man:
- være indlagt på en intensivafdeling
- ligge i respirator
- dø af en stor skade i hjernen
Det er helt samme forudsætninger for at blive organdonor som ved organdonation efter hjernedød. Forskellen er, at hjernedøden ikke indtræder. Døden indtræder som følge af, at hjertet holder op med at slå og vejrtrækningen stopper.
Ud over de nævnte forudsætninger skal der være samtykke til organdonation og organerne skal være egnede til transplantation.
Ikke et nyt kriterium
I Danmark har vi to dødskriterier:
- Uopretteligt ophør af al hjernefunktion (hjernedød)
- Uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed (man holder op med at trække vejret og hjertet stopper med at slå)
Det betyder, at vi ikke har fået et nyt dødskriterium i forbindelse med indførslen af donation efter cirkulatorisk død. Faktisk bruger vi det ældste dødskriterium vi har, og det kriterium som langt de fleste bliver erklæret døde ved i dag. Det nye er, at organdonation er muligt efter konstatering af uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed.
Kriteriet for cirkulatorisk død er tidligere blevet omtalt som hjertedød. Den betegnelse er dog misvisende, fordi det i realiteten er blodcirkulationen, der stopper, og ikke hjertet, der med det samme dør.
Når lægerne skal konstatere cirkulatorisk død foregår det ved en klinisk undersøgelse som bekræfter, at afdøde er holdt op med at trække vejret, og hjertet er stoppet med at slå. Det er den måde at konstatere døden på, som vi bruger ved langt de fleste dødsfald.
Ved organdonation efter cirkulatorisk død er der flere betingelser, som skal være opfyldt inden døden kan konstateres, ligesom ved organdonation efter hjernedød. Det drejer sig eksempelvis om at sikre, at patientens skade i hjernen uundgåeligt fører til døden.
Når betingelserne er opfyldt kan døden konstateres ved at lægen lytter med et stetoskop på hjerte og lunger og bekræfter, at der ingen vejtrækning er, og hjertet er stoppet med at slå. Derefter undersøger lægen også, at hjernestammen er ophørt med at fungere.
Lægen, der konstaterer døden, skal være speciallæge i anæstesiologi.
De pårørende kan være tilstede, når døden konstateres, ligesom ved organdonation efter hjernedød.
