Islam og organdonation

Mange muslimer har spørgsmål om islam og organdonation. Her kan du læse om forskellige syn på organdonation i islam og om, hvad du kan gøre, hvis du er i tvivl.

Muslimer kan se forskelligt på organdonation

For mange muslimer er det vigtigt at vide, hvordan organdonation kan forstås i islam.

 

Der findes ikke kun ét svar på det spørgsmål. Mange muslimske lærde vurderer, at organdonation kan være tilladt under bestemte vilkår. De ser det som en barmhjertighedsgerning og en måde at redde liv på.

 

Der findes også muslimer og muslimske lærde, som er mere forbeholdne eller imod organdonation. De lægger blandt andet vægt på kroppens hellighed og på, at kroppen så vidt muligt skal bevares hel.

 

Derfor kan det være en god idé at søge viden, tale med en imam, du har tillid til, og tale med din familie, før du tager stilling.

 

Imam Naveed Baig, imam og islamisk lærd, deler her sine perspektiver på islam og organdonation og fortæller om nogle af de spørgsmål, han ofte får fra danske muslimer.

Islamiske perspektiver, der taler for organdonation

At redde ét liv er som at redde hele menneskeheden.

Et vigtigt argument for organdonation er, at islam lægger stor vægt på at redde menneskeliv.


I Koranen står der, at den,
der redder ét liv, er som den, der redder hele menneskeheden (Koranen 5:32). Det er et af de vigtigste argumenter for, at mange muslimske lærde ser organdonation som en god handling og en barmhjertighedsgerning.

 

Mange muslimske lærde vurderer derfor, at organdonation kan være tilladt, hvis bestemte vilkår er opfyldt. Det gælder blandt andet, at organerne først fjernes efter døden, og at donationen ikke forhindrer, at mennesket kan genopstå.

 

De fleste lærde afviser også argumentet om, at manglende organer forhindrer genopstandelsen. Koranen beskriver Gud som den, der kan give liv igen, selv til knogler, der er blevet til støv (Koranen 36:78-79). Derfor vil Gud kunne genskabe menneskets krop.

Islamiske perspektiver, der taler imod organdonation

Kroppen er skabt og betroet af Gud

I islam forstås kroppen som skabt af Gud og som noget, mennesket skal behandle med respekt.

 

Koranen beskriver mennesket som skabt i den bedste form (Koranen 95:4) og understreger, at menneskeliv er helligt (Koranen 6:151).

 

Nogle lærde er derfor helt imod organdonation og mener, at kroppen så vidt som muligt skal bevares hel, mens andre mener, at organer først må fjernes, når døden er fastslået ved hjertestop.

Ikon med måne og stjerne

Er du i tvivl?

Der findes anerkendt uenighed mellem muslimske lærde om organdonation. Det betyder, at det er helt naturligt at have spørgsmål eller være i tvivl.

 

Ved tvivl opfordrer Koranen til, at man spørger dem, der har viden, lytter til begrundelserne og følger den vurdering, man har tillid til (Koranen 16:43).

 

Det kan derfor være en god idé at tale med en imam, du har tillid til. Du kan alternativt også tale med din egen familie og søge mere viden, før du beslutter dig.

 

Det vigtigste er, at du tager stilling på et grundlag, du selv har tillid til.

 

Tag stilling – og tal med dine nærmeste

Når du har truffet dit valg, er det vigtigt, at du fortæller dine nærmeste, hvad du ønsker.

Fortæl gerne, hvilke overvejelser du har haft, og i hvilke situationer du ønsker eller ikke ønsker at være organdonor.

 

Når dine nærmeste kender dit valg, er de bedre forberedt, hvis spørgsmålet om organdonation en dag bliver aktuelt. Det gælder, uanset hvad du vælger.

 

Et billede af en familie (AI-genereret)

Billedet er AI-genereret