Registreringsmuligheder i Organdonorregistret
Hvad indebærer det, hvis jeg giver tilladelse til transplantation og forskning?
Du giver her tilladelse til, at der i forbindelse med organdonationen kan foretages undersøgelser, som skal bidrage til forskning.
Det vil udelukkende være undersøgelser, som skal gavne transplantationen af organer nu og i fremtiden, sådan at flere mennesker får mulighed for at leve videre med et nyt organ.
Undersøgelserne vil finde sted som en del af donationen, og det vil ikke være mere omfattende end de undersøgelser, som i forvejen bliver foretaget i forbindelse med en organdonation.
Undersøgelserne vil heller ikke forsinke selve organdonationen, og dine organer vil stadig blive transplanteret til en modtager på venteliste til et nyt organ som efter enhver anden organdonation.
Det vil ikke kunne ses på den afdøde, hvis vedkommende har deltaget i forskning i forbindelse med organdonationen.
Begravelse eller bisættelse kan finde sted som efter ethvert andet dødsfald.
Et forskningsprojekt kan for eksempel være en undersøgelse, hvor man indsamler større viden om, hvordan de donerede lunger skal behandles, hvis transplantationerne skal lykkes bedst mulig for dem, som skal modtage organerne.
Det vil ikke kunne ses på den afdøde, at vedkommende har deltaget i forskning i forbindelse med organdonationen.
Som efter enhver anden operation syes operationssåret pænt sammen, og de pårørende har mulighed for at se den afdøde umiddelbart efter donor-operationen.
Begravelse eller bisættelse kan planlægges og afholdes som efter ethvert andet dødsfald.
At give samtykke til forskning i forbindelse med organdonation er ikke det samme som at donere hele sin krop til videnskaben, som er en ordning, der administreres af universiteterne.
Hvad indebærer det, hvis jeg giver mine pårørende det sidste ord?
Hvis du sætter kryds i "pårørendes accept" betyder det, at du giver tilladelse til organdonation, men kun under forudsætning af, at dine pårørende også giver samtykke til organdonation.
I praksis betyder det, at lægen vil informere dine pårørende om dit ja til organdonation, men at du har ønsket, at de skal tage den endelige beslutning.