For Jens var det en nem samtale

Motorcykel = risiko = nem beslutning

Det er er mere end 30 år siden, at jeg besluttede mig for at registrere mig som organdonor. Det var ikke en svær beslutning; det føles rigtigt at kunne skabe værdi for andre, når man selv er død.

Anledningen var meget konkret. Jeg fik mit kørekort til motorcykel, og så kunne jeg ikke lade være med at tænke, at hvis nu jeg skulle køre galt, skulle jeg havde styr på, hvad der skulle ske med mig.

Humoren hjælper

Jeg ved godt, at andre familier kan have svært ved at tale om døden. I vores familie gør vi det egentlig ofte. Ikke sådan, at vi sætter os ned og debatterer den som et alvorligt emne, men med et glimt i øjet.

Sommetider endda med en lidt morbid humor, når jeg fx siger til mine forældre, at de er mere værd døde end levende … det kan lyde hårdt, men det er vores måde at snakke om et svært emne på.

Vi kender hinandens holdning

Og vi kender alle sammen hinandens holdning til døden – og dermed også til organdonation. På den måde har tonen hjulpet til at åbne samtalen op.

Vi er alle sammen registrerede som donorer. Det skyldes nok også vores afslappede forhold til døden. Hvis man kan hjælpe, så skal man også, synes jeg.