Anne Pernille Jensen
Lægen konstaterede hurtigt, at der var noget galt med mit hjerte og ville sende mig videre. Jeg fik besked på at holde mig t i ro og ikke cykle hjem. Det var en uvirkelig og meget mærkelig oplevelse. Jeg var taget på arbejde som sygeplejerske om morgenen og kom nu hjem som hjertepatient. Det var svært at tro på. Jeg var 32 år, følte mig ikke syg og jeg havde ikke ondt. Men jeg var syg.
Jeg blev indlagt og fik diagnosen hjertesvigt. De gav mig piller og 14 dage senere en pacemaker. Det var et chok. Jeg måtte ikke længere løfte tungt. Jeg kom i arbejdsprøvning for at se, hvor meget arbejde jeg kunne holde til.
I 1998 fik jeg pludselig en blodprop i hjernestammen. Jeg blev lam i halvdelen af kroppen og kunne ikke tale. Jeg var heldig. Proppen var lille, og jeg var ude igen efter to ugers hård genoptræning. To år senere var den så gal igen. Jeg var træt og svækket. Mit hjerte var nu så brugt og forstørret, at jeg måtte have en ny hjerteklap. Med den nye hjerteklap gik det godt i et halvt års tid, men så blev jeg rigtig dårlig. Jeg sov det meste af dagen og kunne ikke overskue besøg fra familie og venner.
I 2001 blev jeg sat på venteliste til en hjertetransplantation. Det var nu min eneste mulighed for at overleve. Jeg ventede kun seks dage på mit nye hjerte. Det reddede mit liv. Siden transplantationen er det kun gået fremad for mig. Jeg kan træne som alle andre, og jeg har flere frivillige jobs.
Jeg er donor og donors familie meget taknemmelig for den gave de har givet mig. Jeg tænker på dem og takker dem hver aften, inden jeg lægger mig til at sove.
