20.01.2025

Rekordår for organdonation i Danmark: 2024 i tal

2024 blev et historisk år for organdonation i Danmark. 125 personer donerede organer efter deres død, hvilket er det højeste antal nogensinde. Donorerne og deres pårørende har hver især gjort en uvurderlig forskel ved at give deres organer videre til alvorligt syge patienter.

Ny donationsmetode indført i 2024 har allerede effekt

I efteråret 2023 blev der givet grønt lys til, at donation efter cirkulatorisk død (DCD) kunne gennemføres på Rigshospitalet og de tre universitetshospitaler i Odense, Aarhus og Aalborg. I 2024 har 30 af de i alt 125 donorer doneret organer efter de er erklæret cirkulatorisk døde. 

 

"Personalet på hospitalerne har gjort en kæmpe indsats for at implementere DCD, og det overstiger alle forventninger, at der er gennemført 30 DCD-forløb i 2024. Det er i den grad glædeligt, at flere har fået mulighed for at donere organer efter deres død, og at flere alvorligt syge patienter samtidig har modtaget et nyt organ,” siger centerleder i Dansk Center for Organdonation", Helle Haubro Andersen.

6 ud af 10 donorer er +60 år

Mange tror fejlagtigt, at man kan blive for gammel til at donere sine organer, men det kan man som udgangspunkt ikke. Det vidner alderen på de afdøde donorer i 2024 også om. 6 ud af 10 af donorerne (60 procent) var +60 år, og 29 procent af donorerne var +70 år. Derfor er det vigtigt, at alle tager stilling til organdonation uanset alder.

433 patienter har modtaget et nyt organ

Donationerne kommer de mange alvorligt syge patienter, som venter på et nyt organ, til gode. I 2024 modtog 433 patienter et eller flere organer fra danske eller udenlandske donorer. Det er væsentligt flere transplantationer end de foregående fem år, hvor 383 patienter i gennemsnit har modtaget et nyt organ.

 

Langt størstedelen af de transplanterede patienter har modtaget en ny nyre. I alt har 305 patienter modtaget en ny nyre, heraf 89 fra en levende donor.

Rekordmange registreringer i Organdonorregistret

Indenrigs- og Sundhedsministeriet sendte i december 2024 en påmindelse til alle danskere over 18 år om at tage stilling til organdonation. Det har ført til at 123.334 danskere har registreret deres stillingtagen for første gang i Organdonorregistret. 

 

Det er markant stigning i forhold til antallet af registreringer i de øvrige måneder i 2024, hvor der i snit var 4000 danskere, der registrerede deres stillingtagen for første gang.

Flere siger ’nej’ til donation i Organdonorregistret

32 procent af dem, der har registreret deres holdning for første gang i Organdonorregistret i december 2024, har sagt ’nej’ til donation. Det er markant flere end resten af året, hvor der i gennemsnit var 13 procent, der sagde ’nej’. 

Flere tal om organdonation

  • Ved udgangen af året stod 433 patienter på venteliste til et nyt organ. Langt de fleste – 363 – venter på en ny nyre.
  • ’Nej til donation’: indtil nu har 6 procent af de registrerede i Organdonorregistret registreret et forbud mod donation. Efter de mange nye ’nej-registreringer’ (december 2024) udgør andelen af forbud mod donation nu 8 procent. Dansk Center for Organdonation vil nøje følge om det er et øjebliksbillede, eller om der er en stigende tendens til at sige ’nej’. Dette har bl.a. været en bekymring fra Det Etiske Råd i forbindelse med at Folketinget har vedtaget at ændre samtykkemodellen til organdonation. 

 

Du kan finde flere informationer om donorer, personer på venteliste og danskernes stillingtagen til organdonation her.