26.10.2026

Opdateret iBog giver organdonation nyt liv i undervisningen

Hvad har betydning, når man skal tage stilling til organdonation? Hvordan reagerer immunforsvaret på et nyt organ? Og hvilke etiske dilemmaer rejser organdonation? Det er nogle af de spørgsmål, gymnasieelever kan arbejde med i den nyreviderede iBog ”Når død giver liv – organdonation i undervisningen”.

Coverbillede til iBogen Når død giver liv - organdonation i undervisningen

iBogen kobler faglig viden med konkrete opgaver og personlige fortællinger om organdonation. Gennem faglig viden, cases, film, dilemmaer og opgaver får eleverne mulighed for både at undersøge, reflektere over og diskutere spørgsmål om blandt andet liv og død, krop, teknologi, etik og personlige valg.

 

Materialet er udviklet til gymnasieskolen og bruger organdonation som indgang til kernefagligt stof i 10 fag, blandt andet biologi, bioteknologi, dansk, matematik, historie og filosofi. Det kan bruges i det enkelte fag, i fagligt samspil og som afsæt for større skriftlige opgaver.

 

Mads Rangvid, lektor og redaktør på iBogen, har stået i spidsen for opdateringen sammen med de undervisere, der har skrevet de enkelte fagkapitler.

 

“Organdonation er et emne, man kan undersøge fra mange forskellige faglige vinkler. Det giver mulighed for både at gå i dybden med det enkelte fag og for at lade fagene mødes om spørgsmål, der ikke har ét enkelt svar,” siger Mads Rangvid.

 

Opdateret til den virkelighed, eleverne møder

Når død giver liv udkom første gang i 2021. Siden er der sket væsentlige ændringer på organdonationsområdet. Blandt andet er donation efter cirkulatorisk død, DCD, blevet indført i Danmark, og i 2025 blev den danske samtykkemodel ændret.

 

Derfor er iBogen blevet gennemgået fra ende til anden. Fagkapitler, cases, opgaver, data og øvrigt indhold er blevet opdateret, så elever og undervisere møder et materiale, der afspejler den aktuelle praksis og viden på området.

 

“Det har været vigtigt, at opdateringen ikke bare blev nogle få rettelser hist og her. Vi har set kritisk på hele materialet og både opdateret, skåret fra og udviklet nyt. Målet har været, at bogen fortsat skal opleves som fagligt aktuel og anvendelig i undervisningen,” fortæller Mads Rangvid.

 

Viden som afsæt for samtalen

Mange gymnasielærere bruger allerede iBogen i undervisningen. Med relanceringen håber Dansk Center for Organdonation, at endnu flere får øje på mulighederne i materialet.

 

For centret er undervisningen samtidig en mulighed for at give unge et solidt vidensgrundlag for at forholde sig til organdonation.

 

“Organdonation handler både om kroppen, om døden og om personlige valg, som for nogle kan være svære at tage. Vi vil gerne give de unge viden og nuancer, så de kan undersøge emnet fagligt, diskutere det med hinanden og tale om det med familie og venner. Undervisningen er et rigtig godt sted at skabe det fundament,” siger Helle Haubro Andersen, leder af Dansk Center for Organdonation.

 

 

Når død giver liv – organdonation i undervisningen er gratis og frit tilgængelig for alle.

Opdateringen er støttet af Tag stilling-partnerskabet

Opdateringen og relanceringen af Når død giver liv er finansieret med midler fra Tag stilling-partnerskabet, som blev etableret på initiativ af det daværende Indenrigs- og Sundhedsministerium med det formål at få flere danskere til at tage stilling til organdonation.