Mads Nyhus Kirk

I maj 2020 sendte det grønlandske sundhedsvæsen mig til “Kongerigets Hospital” (Rigshospitalet) i hjertet af København. Jeg skulle undersøges nærmere, fordi mine levertal havde været forhøjede i mere end et år uden en umiddelbar forklaring.

Jeg tænkte, at turen til Rigshospitalet blev en kort tur frem og tilbage, da jeg følte mig fuldstændig frisk og i god fysisk form. Jeg styrketrænede trods alt hver morgen og cyklede på job året rundt – også i grønlandsk snestorm og bidende kulde med pigdæk og snebriller.

Sådan gik det ikke. Efter den mest stressende halvanden måned i mit liv anbefalede lægerne, at jeg blev skrevet på venteliste til en ny lever. Min lever var fyldt med såkaldte adenomer. Adenomer er en sjælden form for godartede svulster, der med stor sandsynlighed udvikler sig ondartet med tiden. Normalt kan adenomer fjernes ved et kirurgisk indgreb, men i mit tilfælde var der så mange svulster, at det ikke var en mulighed.

Ville jeg overleve?

Jeg blev sindssygt bange og tankerne for rundt i hovedet. Hvor længe ville jeg leve – og ville jeg overhovedet overleve operationen? De to spørgsmål var konstant nærværende indtil lægerne berettede om de gode resultater på levertransplantationsområdet.

Min kæreste og jeg rejste derpå tilbage til Grønland for at pakke vores lejlighed sammen, sige farvel til vores kollegaer og sælge vores lille båd, da man ikke kan stå på venteliste til et nyt organ i Grønland. De ustabile vejrforhold og afstanden på 3500 km er simpelthen uforenlige med, at man i løbet af få timer kan være på Rigshospitalet og modtage et nyt organ.

Vores nye liv i Danmark begyndte i campingvogn, indtil vi i oktober måned endeligt overtog vores lejlighed i Odense. Få dage senere kom opkaldet fra Rigshospitalet.

I skrivende stund er jeg stærkt på vej tilbage til en normal hverdag efter en veloverstået transplantation og et ukompliceret forløb.

Lægerne opdagede en sygdom i min lever, der kunne have udviklet sig til at være uhelbredelig. Jeg fik en anbefaling og et valg. Det føler jeg mig heldig over, lettet ved og taknemmelig for. Først og fremmest fordi et andet menneske, som jeg ikke kender, donerede sin lever midt i en ubærlig sorg. Hvordan skal jeg overhovedet sige tak? Det er altruisme i ypperste grad og den største gave, der findes. Hertil kommer taknemligheden over, at jeg er født i Kongeriget Danmark, hvor velfærdsstatens sikkerhedsnet er spændt forbilledligt ud. Vi har et sundhedssystem i verdensklasse.