Helle Bjerre sagde ja til organdonation på vegne af sin afdøde bror

Så havde Michaels liv alligevel ikke været helt forgæves. Det var det jeg tænkte, da min brors organer hjalp andre personer videre i livet.

I 2008 fik jeg beskeden om, at min lillebror, efter en meget stor hjerneblødning, var blevet erklæret hjernedød. Min lillebror havde ikke registreret sig i donorregisteret, så den aften han døde blev min far og jeg spurgt, om vi kendte Michaels holdning til organdonation. Det havde vi aldrig talt med ham om. Da min far og jeg var hans nærmeste familie, var det os, der skulle tage den store beslutning på hans vegne. Stor, fordi den blev taget på et andet menneskes vegne. Et menneske som vi elskede og gerne ville respektere. Vi ville gøre det rigtige for ham – også selvom han var død.

Vi sagde ja til organdonation. Min bror var et menneske, der altid satte andres behov før sine egne. Derfor var det den helt rigtige beslutning vi tog, men det ville have gjort vores sidste tid sammen med ham meget nemmere, hvis han selv havde taget stilling til organdonation.

Efter den oplevelse mener jeg, at det er utrolig vigtigt, at alle mennesker tager stilling til organdonation, så deres familie ikke udsættes for det, vi blev udsat for. Min far er i mellemtiden død, men vi har altid vidst, at vi tog den rigtige beslutning.