Frederik Kongeskov Falkenberg

I efteråret 2019 oplever jeg for første gang, at noget indeni mig ikke er som det bør være. Studerende på 3. semester, jeg havde fem forskellige job - og så havde jeg smerter. Omkring tre til fire gange om ugen i knap tre måneder måtte jeg sætte hvad end jeg lavede på pause, finde den nærmeste mulighed for at lægge mig og så ellers bare vente i en ynkelig fosterstilling. Vente på at smerten forsvandt.

Jeg erkendte, at det nok måtte blive undersøgt, så jeg vendte snuden mod lægen. Jeg fik konstateret kronisk tarmbetændelse samt galdevejsforsnævringer i/omkring leveren. Jeg gik i behandling for mine tarme, men smerterne fortsatte. Min tilstand blev vendt og drejet på diverse møder og konferencer, og efter mange forskellige undersøgelser og et bjerg af uvished blev jeg, kort før jul 2021, præsenteret for et uundgåeligt tema. Jeg ville nok ende med at skulle levertransplanteres på et tidspunkt i mit liv.

Med mor og far, som den bedst tænkelige opbakning, gav overlægen på Rigshospitalet sin vurdering af, hvordan han så min situation i slutningen af januar 2022. En progressiv leversygdom, som udelukkende udvikler sig til det værre - spørgsmålet er bare, hvor hurtigt det går. 5 måneder efter stod det klar, at der ikke var noget alternativ til transplantation. Jeg blev skrevet på ventelisten.

I dag kan jeg prise mig uendeligt lykkelig for, at nogen har sagt ja til donation. Jeg har fået min transplantation – jeg har fået livet.