Dorte Chabert

Jeg fik i 2007 konstateret den arvelige lungesygdom Alfa 1 antitrypsinmangel efter langvarig hoste i forbindelse med en lungebetændelse. Indtil da levede jeg et aktivt liv med familie, venner, sport og travlt job som psykolog. Gradvis fik jeg større og større vejrtrækningsproblemer og fik svært ved at klare hverdagens gøremål.

I 2012 begyndte lægerne at tale om en mulig lungetransplantation for at livsforlænge mit liv. Det var en stor overraskelse for mig, at jeg var så syg! Og at skulle erkende, at mit liv ikke blev så langt og meget anderledes, end min familie og jeg havde drømt om.

Efter lang og grundig udredning på Rigshospitalet blev jeg godkendt til lungetransplantation, og i 2013 blev jeg aktiv på ventelisten. Jeg havde en forventning, om at jeg hurtigt blev transplanteret og derefter kunne komme i gang med arbejde og livet igen. Desværre viste det sig, at jeg havde så mange antistoffer, at det var svært at finde en egnet donor til mig.

Jeg blev til sidst så dårlig, at jeg måtte gå på pension

Min lungefunktion dalede, og jeg måtte efter et år på ventelisten stoppe med at arbejde og gå på pension. Min livskvalitet var stærkt forringet, jeg blev iltbruger og måtte have hjælp til alle dagligdags ting. Det var svært og angstprovokerende at gå i bad, og hvert skridt jeg tog var krævende. Jeg spiste og drak mindst muligt for at undgå at skulle på toilettet. Jeg brugte kørestol, når jeg var uden for hjemmet og oplevede, hvor svært livet er, når man ikke selv kan gå rundt. Min mand fik pasningsorlov for at kunne være hjemme og hjælpe mig.

Seks år efter jeg kom på ventelisten tilbød lægerne mig transplantation efter en ny metode, der bruges i Toronto i Canada. Under transplantationen ville de fjerne mine antistoffer, og derved gøre det muligt at finde et egnet match. Det gav min familie og mig nyt håb.

Efter en evighed kom endeligt opringningen

Efter syv år på ventelisten, da jeg havde en lungefunktion på seks procent og brugte 16 liter ilt i minuttet, kom endelig den opringning, jeg havde ventet så længe på. Fire uger efter blev jeg udskrevet til et nyt dejligt liv, men også hård genoptræning.

Hver dag er jeg donors familie og lægerne meget taknemmelig for, at jeg fik lov at opleve et nyt liv, og har fået en hverdag, hvor jeg kan klare mig selv.