Martin Green

Det var en dag som alle andre: Min kone tog af sted om formiddagen, og jeg var alene hjemme med mine to børn. Jeg falder om. Leverkoma. To døgn senere vågner jeg på sygehuset. Jeg var ved at dø – min lever havde svigtet og sendt mig direkte i koma. Efter kort tid kom jeg til Rigshospitalet og blev indstillet til levertransplantation op mod julen 2012.

Det var både en tryg og en skræmmende tid. Jeg følte mig tryg på hospitalet og samtidig var jeg bange – rigtig bange- for at dø, før jeg fik en ny lever. Dagene gik og ventetiden var lang og svær. Jeg havde altid min telefon hos mig, og den havde altid strøm på, for hele tiden skulle jeg være klar, hvis de ringede om en ny lever.

Endelig kom dagen, hvor de ringede og fortalte, at det var nu. Jeg nåede næsten ikke at blive nervøs, for nu gik det bare rigtig stærkt. Fuld udrykning og politieskorte til “Riget”. Op på afdelingen, klar til operation – Bang. Sort. Sov godt. Jeg vågnede på intensiv et døgn senere: “Her begynder dit nye liv Martin. Vær taknemmelig og få det bedste ud af det, uanset hvor godt eller skidt, du kommer herfra.”

I dag arbejder jeg på fuld tid. Jeg træner 4-6 gange om ugen. Deltager i mountainbikeløb landet over, hvor jeg er blandt de bedste i min klasse U40. Jeg deltager gerne i lange 100 + km løb og 12 samt 24 timers løb, hvor jeg gennemfører på lige fod med de øvrige deltagere.

Livet pågår i al almindelighed. Ferie, skole med mine børn, træning – alt det, som er normalt for enhver anden. Af og til sidder jeg stille og græder af glæde over, hvor godt det er gået. Jeg nyder mit nye liv og er meget taknemmelig over den indsats, der er gjort for mit liv.”