Kerneområder

Dansk Center for Organdonation har primært fokus på en række kerneområder, som er beskrevet nedenfor.
Faglig støtte til hospitaler

Dansk Center for Organdonation afholder hvert år individuelle møder om organdonation med alle hospitaler i Danmark, der har en intensivafdeling.

 

Formålet med hospitalsmøderne er overordnet at understøtte arbejdet med organdonation. Herunder sikre at der er arbejdsgange for overflytning af patienter, der kan og vil donere deres organer, til intensiv, samt at forløbene her følger Best Practice for Organdonation.

 

Yderligere er formålet at følge monitoreringen af donationsaktiviteten med henblik på at styrke kvalitetsarbejdet med organdonation på det enkelte hospital. 

Faglig støtte til intensivafdelinger

Dansk Center for Organdonation arbejder med at fastholde og øge kvaliteten på organdonationsområdet på landets hospitaler. Fra år 2017 omfatter vores arbejde landets intensivafdelinger, fælles akutmodtagelser, neurologiske afdelinger og øvrige afdelinger, hvor der er mulighed for at identificere og anvende et donorpotentiale.

 

Derudover understøtter vi i Dansk Center for Organdonation hospitalernes initiativer om at gennemføre Sundhedsstyrelsens anbefalinger i National Strategi for Organdonation.

 

National Guideline for Organdonation

National Guideline for Organdonation er et praktisk hjælpeværktøj for personalet på både intensivafdelinger og operationsafsnit til brug, når de står i et organdonationsforløb. Guidelinen giver hurtigt overblik over, hvad man skal være opmærksom på, såvel som konkrete handlingsanvisninger i forhold til, hvor man er i donationsforløbet. Guidelinen fremhæver Best Practice for Organdonation i alle led af et donationsforløb og sikrer dermed en høj kvalitet på området og optimal anvendelse af det eksisterende donorpotentiale. 

Udrykningsfunktionen - faglig støtte til donationsforløb

Da organdonation er et højt specialiseret område, og mange intensivafdelinger sjældent har donationsforløb, kan det være svært at opretholde det højeste niveau af ekspertise i samtlige intensivafdelinger.

 

Dansk Center for Organdonation har derfor i samarbejde med de neurointensive og -kirurgiske afdelinger organiseret en udrykningsfunktion, hvor erfarne sygeplejersker og læger med særlige kompetencer på området står klar til at rykke ud og assistere intensivafdelingerne, når en patient identificeres som potentiel donor. Det skal ikke være en hindring for at indlede et donationsforløb, at intensivafdelingen ikke selv har ressourcerne.

Læs mere om udrykningsfunktionen.

 

Nøglepersonsordning

Alle intensivafdelinger i hele landet har udpeget én læge og én sygeplejerske som donationsansvarlige nøglepersoner. Nøglepersonerne arbejder ud fra en fælles funktionsbeskrivelse og er med til at sikre den bedst mulige håndtering af potentielle donorer ligesom hospitalet sikrer det nødvendige beredskab til at kunne foretage donationsrelaterede procedurer.

 

Ordningen er forankret i Dansk Center for Organdonation og er en del af Specialevejledningen for Anæstesiologi. Uddannelsen for donationsansvarlige nøglepersoner er placeret på Dansk Center for Organdonations Årsmøde.

Faglig støtte til øvrige afdelinger

Faglig støtte til de neurologiske afdelinger

Neurologerne er en vigtig samarbejdspartner i den fælles indsats for at få identificeret mulige organdonorer. Dansk Center for Organdonation har derfor fokus på donordetektion på de neurologiske afdelinger og på neurologernes varetagelse af hjernedødsdiagnosticering og samtaler med donors pårørende om hjernedød og organdonation. Da neurologerne også har deres gang i hospitalernes akutmodtagelser, har Dansk Center for Organdonation igangsat en undervisningsindsats i de neurologiske afdelinger og udviklet et grundkursus i organdonation for neurologer.

 

Faglig støtte til akutmodtagelser

Dansk Center for Organdonation har også fokus på at understøtte arbejdet i akutmodtagelserne med at identificere potentielle donorer. Men for at organdonation kan blive en mulighed, skal de potentielle donorer overflyttes til en intensivafdeling og respiratorbehandles. En national arbejdsgruppe nedsat af Dansk Center for Organdonation er derfor ved at udvikle actioncards, retningslinjer og undervisning som støtte til personalet i det arbejde.

Dokumentation af den sundhedsfaglige kvalitet

Dansk Center for Organdonation er ansvarlig for den nationale kliniske kvalitetsdatabase - Organdonationsdatabasen - der registrerer og monitorerer kvaliteten af organdonationsindsatsen på alle landets intensivafdelinger. Databasens formål er at danne grundlag for et målrettet kvalitetsarbejde - både på nationalt niveau og i den enkelte intensivafdeling.

 

Organdonationsdatabasen skaber grundlag for en målrettet indsats, så donorpotentialet bliver anvendt optimalt, samtidig med at der tages hensyn til den afdødes og/eller de pårørendes indstilling til organdonation, eventuelle medicinske kontraindikationer og juridiske betingelser.

 

Rapporter

Hvert år udsendes der en årsrapport fra Organdonationsdatabasen. Årsrapporten indeholder opgørelser over tre nationale kvalitetsindikatorer, som er målepunkter i organdonationsindsatsen der ønskes opnået, og giver et samlet billede af kvaliteten på landets hospitaler.

Vidensdeling og undervisning

Som videnscenter indsamler og genererer vi i Dansk Center for Organdonation viden om organdonation og deler denne viden med vores netværk på landets hospitaler. Dette sker blandt andet gennem vores undervisnings- og kursustilbud. Det er vores målsætning at sikre, at der er undervisningstilbud til læger og sygeplejersker på et fagligt niveau svarende til det niveau, som de er involveret i organdonation i deres afdeling.

 

Få overblik over den indsamlede viden på organdonationsområdet.

 

Kurser

Til personalet på intensivafdelinger tilbyder vi to grundkurser i henholdsvis organdonation og donoroperationen. Derudover tilbyder vi et specialistkursus i kommunikation med pårørende (EDHEP).
Kurserne udbydes med faste intervaller. Derudover tilbyder vi også et grundkursus i organdonation for neurologer, da der blandt de neurologiske patienter også findes potentielle organdonorer. 

 

Nøglepersonsundervisning

Alle intensivafdelinger i hele landet har udpeget én læge og én sygeplejerske som donationsansvarlige nøglepersoner. De uddannes til deres funktion på vores Årsmøde. Undervisningen består af fem moduler og indeholder den nødvendige viden om funktionen, opgaverne, netværket og organdonationsområdet generelt. 

 

Undervisningsmaterialer

Dansk Center for Organdonation har udarbejdet en række undervisningsmaterialer, som både kan bruges til selvstudium og i undervisningssammenhænge. På siden Undervisningsmaterialer finder du materialerne som blandt andet består af en række korte videoer og PowerPoints, der gennemgår organdonationsforløbet.

 

I videoerne deler læger, sygeplejersker, pårørende og andre med erfaring på området deres viden og oplevelser med de forskellige dele af et organdonationsforløb.

 

Undervisning

Vi tilbyder undervisning, der kan foregå i flere forskellige sammenhænge. Det kan eksempelvis være på afdelingsmøder, afdelingskonferencer, temaaftener, temadage, staff-meetings, årsmøde for donationsansvarlige nøglepersoner, undervisning af personale under uddannelse i afdelingen og bedside-undervisning.

 

Undervisning på specialuddannelserne

Dansk Center for Organdonation underviser også på specialuddannelserne for intensivsygeplejersker og anæstesisygeplejersker, i organdonation for medicinstuderende på professionssporet etik og jura, Aarhus Universitet, samt på kurser i speciallægeuddannelsen.

 

Undervisning på intensivafdelinger

Dansk Center for Organdonation hjælper med at planlægge og gennemføre målrettet undervisning på landets intensivafdelinger. Denne undervisningsform tager udgangspunkt i den enkelte afdelings behov eller konkrete udfordringer. Undervisningen kan f.eks. foregå på et afdelingsmøde, staff meeting eller morgenkonference.

Pårørende til organdonorer

Personalet på intensivafdelingerne står overfor en særlig omsorgsopgave, når det drejer sig om pårørende til organdonorer: overgangen fra liv til død skal synliggøres og de pårørende skal støttes og guides gennem et afskedsforløb, der strækker sig over mange timer med et højt klinisk aktivitetsniveau.

 

Derfor har Dansk Center for Organdonation en særlig indsats overfor de pårørende med fokus på, hvordan man støtter og kommunikerer med pårørende til organdonorer - både mens de opholder sig på hospitalet og under en opfølgende samtale med hospitalet.

 

Derudover er der behov for en særlig indsats overfor de pårørende, når kontakten til hospitalet er afsluttet. Derudover arbejder vi også for, at der er et særligt fokus på kommunikation og information til pårørende, når de har afsluttet kontakten til hospitalet. Blandt andet har Sundhedsstyrelsen udarbejdet en pjece til de pårørende som supplement til samtalerne med personalet i afdelingen. Pjecen forklarer hjernedøden og muligheden for organdonation.

 

Pårørendeindsatsen i National Handlingsplan for Organdonation

I 2014 blev National Handlingsplan for Organdonation vedtaget, som indeholder samtlige anbefalinger fra Dansk Center for Organdonation i forhold til omsorg for pårørende til organdonorer. Dansk Center for Organdonation var en del af den ekspertgruppe, som kom med anbefalinger til Handlingsplanen, og er udpeget som ansvarlig for at gennemføre en række af Handlingsplanens initiativer.

 

Tilbuddene til pårørende til organdonorer er blandt andet:

 

  • En særlig dag for pårørende, som afholdes hvert år. Her får de pårørende mulighed for at møde andre, der har stået i samme situation, og stille spørgsmål til eksperter. 
  • Takkebrev. Hospitalsledelserne på de hospitaler, hvor organtransplantationen fandt sted, takker i et brev de pårørende og anerkender viljen til at donere.
  • En børnebog om organdonation, der omhandler organdonation og transplantation og forklarer det at give og det at få i et lettilgængeligt sprog. Bogen er tiltænkt børn i skolealderen og kan være en hjælp til forældre i samtalen med børn om organdonation.
  • En online informationsside for pårørende.
  • Tilbud om overordnet information om modtagerne af organerne
  • Ingen udgifter for de pårørende i forbindelse med overflytning af patienten for at kunne stille hjernedødsdiagnosen og dermed muliggøre organdonation
  • Tilbud om en opfølgende samtale med det personale, der var med i donationsforløbet.
Oplysning i befolkningen

Dansk Center for Organdonation bidrager til det befolkningsrettede oplysningsarbejde om organdonation i Danmark gennem en række initiativer og kanaler. I kraft af vores rolle som videnscenter og tætte samarbejde med landets hospitaler informerer vi om organdonation og transplantation til befolkningen. Målet er at få flere til at tage stilling til organdonation på et oplyst grundlag. Vi bruger blandt andet disse kanaler: