Målsætning og strategi

Styrende for Dansk Center for Organdonations indsats er to nationale målsætninger og fem nationale strategipunkter. Vores aktiviteter for det kommende år fastlægges derudover i en Årsplan. Rammerne for vores arbejde findes i vores Arbejdsgrundlag, som er fastlagt af Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Årsplan og aktiviteter

På organdonationsområdet findes der to nationale målsætninger for at øge antallet af organdonorer i Danmark. Udviklingen i de to målsætninger bliver hvert år taget op i Folketingets Sundhedsudvalg.
De to målsætninger omhandler:

  • Manglende opmærksomhed på organdonation, hvor maksimalt 5% må overses som mulige organdonorer på hospitalerne
  • Afslag fra pårørende, hvor maksimalt 15% må afslå organdonation

 

De nationale målsætninger for antallet af organdonorer indgår i en vedtaget folketingsbeslutning fra 2011. Beslutningens formål er:

  • at udarbejde en realistisk men ambitiøs handlingsplan: National Handlingsplan for Organdonation,
  • at fastsætte nationale målsætninger for afdelingernes opmærksomhed på organdonation og for andel af tilfælde, hvor pårørende siger nej til donation med udgangspunkt i Organdonationsdatabasens standarder,
  • at minimere tabet af egnede donororganer,
  • at styrke det arbejde, der allerede udføres af Dansk Center for Organdonation.
Fem nationale strategipunkter

Udover de to nationale målsætninger findes der fem nationale strategipunkter for indsatsen på organdonationsområdet. Strategipunkterne er fastsat af Sundhedsstyrelsen, som i 2015 udsendte fem anbefalinger til regionerne. Anbefalingerne omfattede styrkelse af arbejdet med organdonation på hospitalsniveau. På styregruppemødet for Dansk Center for Organdonation i 2016 blev det besluttet at holde fast i anbefalingerne som nationale strategipunkter frem til 2020.

 

De nationale strategipunkter er:

  • at det præhospitale personale sikrer fokus på, at patienter med mulige skader i hjernen og et lavt bevidsthedsniveau behandles med ilt,
  • at der er fokus på, at alle bevidstløse patienter med skader i hjernen overflyttes til intensivafdelingerne og på at skabe plads på intensivafdelingerne til disse patienter,
  • at det dokumenteres, at alle bevidstløse patienter med skader i hjernen overflyttes til en intensivafdeling med henblik på vurdering af behandling og eventuel organdonation,
  • at det sikres at hospitalerne følger Best Practice for Organdonation og initiativer beskrevet i National Handlingsplan for Organdonation, således at mulighederne for organdonation skal være undersøgt inden behandling af bevidstløse patienter med skader i hjernen afsluttes, fordi der ikke er mere at gøre
  • at en funktion som nøgleperson, der arbejder på hospitalsniveau, afprøves og udvikles.



Årsplan og aktiviteter

Vores opgaver og aktiviteter i løbet af året fastlægges i en Årsplan, som behandles og kommenteres af styregruppen for Dansk Center for Organdonation.