Et nyt sæt lunger i sidste øjeblik

“Jeg havde sagt det til min datter og var begyndt at give mine ting væk.”

Søren havde tidligere arbejdet som salgsdirektør i møbelbranchen og havde aldrig haft en sygedag. Sygdommen kom snigende. Søren oplevede, at det gik gradvist ned ad bakke, men han tilpassede sig hele tiden det næste niveau af begrænsninger. Det gjorde det svært for ham selv – og for lægerne – at se, hvor slemt det egentlig var blevet.

Søren blev afvist første gang, han blev henvist til transplantation. Først senere, da hans tilstand var alvorligt forværret, blev han optaget på ventelisten. På det tidspunkt kunne han ikke engang gå fem meter uden at miste pusten. Han  havde svært ved at spise, havde brug for hjemmehjælp flere gange om dagen og var bange for at se folk af frygt for infektion.

“Jeg kunne ikke længere tage vare på mig selv. Jeg brugte alle kræfter på bare at holde mig i live og på at håbe, at jeg ikke blev slettet fra ventelisten.”

Klar til at give slip

Søren havde forberedt sig på, at det snart var slut. Han havde sagt farvel til meget – både ting og håb.

Men så en aften ringede telefonen: ’Der er fundet et sæt lunger, der passer til dig,’ sagde stemmen i den anden ende.

Søren blev overvældet af følelser. Glæde, lettelse og angst.

“Jeg blev så glad og samtidig så bange, at jeg hyperventilerede. Jeg kunne slet ikke sige noget i telefonen. Jeg havde ikke regnet med, at det ville ske. Men så var det pludselig nu.”

En lang og hård vej tilbage

Operationen blev gennemført men på grund af Sørens dårlige tilstand tog det lang tid at komme sig. Han var indlagt i over to måneder og måtte genindlægges flere gange på grund af infektioner. Han vejede kun 52 kilo og manglede både kræfter og muskelmasse.

“Genoptræningen begyndte helt nede på ét kilo håndvægte. Jeg blev forpustet bare af det. Men langsomt begyndte jeg at få både styrke og livsmodet tilbage.”

Et liv, han troede, var forbi

I dag har Søren det godt. Han vejer 85 kilo, træner flittigt og lever et aktivt liv med golf, fisketure, motorcykel og daglige gåture med sin hund. Han har også fundet ro i at kunne deltage i sociale aktiviteter igen som fx koncerter.

“Jeg føler, at jeg har fået livet tilbage. Jeg kan igen gøre alle de ting, jeg troede var forbi. Jeg er bare taknemmelig.”

En anonym gave, der redder liv

Søren tænker dagligt på sin donor og donorens familie.

“Jeg vil så gerne sige tak. Hvis jeg havde mistet min datter, og hun havde givet et andet menneske liv, så tror jeg, jeg ville finde trøst i det – bare lidt. Jeg håber, min donors familie ved, hvilken forskel deres beslutning har gjort.”

Det har fået Søren til at tænke over, hvor vigtigt det er, at vi taler om organdonation – også selvom det kan være svært.

“Det betyder noget, at vi tager stilling. Der sidder mennesker som mig og håber. Det er ikke bare ventetid – det handler om liv.”